FLORA's forlis
Af Bodil Højlund

På Marstal Søfartsmuseum kan man se tegninger af FLORA, udført af H.A. Hansen fra Marstal.

“Fat en økse og begynd med at fælde mesanmasten.“ Sådan lyder den navnkundige sejlskibskaptajn Jens Kusk Jensens råd, hvis det var kommet så vidt, at den nødstedte sejlskibsbesætnings sidste mulighed for overlevelse var - så vidt muligt - at kontrollere et uundgåeligt forlis. Udfordringen var at forhindre, at skibets master og rigning slog hul i skibet, hvad der var stor risiko for, hvis masterne stadig hang fast i takkelagen (skibets stående og løbende rig), efter at de var brækket af under brodsøerne.
Sejlskibstiden og ikke mindst Marstal-skonnerterne er omgærdet med en stor del romantik, men virkeligheden var også et ufatteligt hårdt og risikofyldt arbejde. Hundredvis af de stolte skibe er gået ned med mand og mus, men der er også eksempler på, at mandskabet efter ugers konstant og livsfarlig kamp for overlevelse midt i elementernes rasen er blevet reddet fra den visse død. Det følgende handler om et sådant tilfælde.

Den 9. december 1875 afsejlede skonnerten FLORA af Marstal fra St. Davids, Firth of Forth i det nordlige Skotland med en ladning kul bestemt til Kiel, og havde god vind fra vest. Besætningen bestod af kaptajn A. C. Kroman, styrmand H. M. Seier fra Marstal, en matros fra Nyborg, en matros fra Langeland, en letmatros fra Kiel og en kok fra Langeland. De seks søfolk var overbevist om, at de kunne nå hjem og holde jul. Vinden var god og bar den rigtige vej.
FLORA var en god sejler og i det hele taget et af den tids bedste skibe i den store sejlskibsflåde fra Marstal. Hvis ikke de løb ind i ualmindeligt dårligt vejr, var der intet til hinder for, at de kunne nå at få afleveret ladningen i Kiel og nå hjem i god tid til julefesten med familien. Styrmanden Morten Seier glædede sig til gensynet med sin kone Gertrud og sine børn, Jens og Ingrid, hjemme i huset i Buegade, men hans forventninger blev gjort til skamme.

Da FLORA var nået til østkanten af Store Fiskebanke midtvejs mellem Skotland og Jylland gik vinden pludselig om i østsydøst med tiltagende storm, sne og frost. Da stormen tog til i styrke og blev til orkan, var besætningen ombord på FLORA klar over, at det nu ikke længere handlede om at komme hjem til jul men om at overleve.
De forsøgte i første omgang at sætte kurs mod en havn i Norge, men det var umuligt, så de måtte dreje til vinden og klosrebe sejlene.
I seks døgn drev skibet således omkring i den hårde storm. Der var ikke anden mulighed end at søge at holde skibet tæt op til vinden. Det ville være alt for farligt at forsøge at halse rundt i det oprørte hav. Kun de, der havde vagt opholdt sig på dækket, godt surret fast, og de måtte tage imod den ene brodsø efter den anden. Gennemblødte og kolde ind til marven måtte de se låringsbåden blive flået af daviderne og skyllet bort. Paradoksalt nok var det fordi orkanen tog til i styrke, at det blev muligt for besætningen at halse rundt. Vindstyrken var så kraftig, at søen en kort tid blæste ned og det blev muligt at vende skibet.

Så går der yderligere fire døgn. I nu 10 døgn har besætningen befundet sig i yderste livsfare i en stadig kamp for at holde skibet op mod vinden. Det sner uafbrudt, så sigtbarheden er ringe og skibet må til stadighed tage imod den ene brodsø efter den anden, som snart ødelægger alt, hvad der er over dæk.
Først går storbåden over bord, så følger kabys, rorhus mm. En vældig bølge rejser sig nu og falder ned over FLORA og i et nu er hele riggen revet af skibet. Det er næsten ikke til at forestille sig den larm og det kaos, besætningen har befundet sig i. Da skibet dukker ud af bølgen er det med en forskubbet last og en kraftig slagside. Nu var situationen for alvor kritisk. Masterne hang stadig fast i takkelagen og fungerede nærmest som rambukke mod skibssiden, hver gang en sø ramte. Det var kun et spørgsmål om tid, før der blevet slået hul i skibet. Hurtigt fik folkene fat i nogle økser og begyndte at kappe rigningen væk under konstant fare for selv at blive revet over bord. Men skibet flød stadig, og det gjorde det endnu to døgn efter.

Mandskabet var ved at køre træt. FLORA var kun et skrog. Det var umuligt at manøvrere og vejrsituation så ikke ud til at blive bedre. Al kamp for overlevelse syntes nyttesløs. Ved 18 -tiden på det 12 . døgn af denne voldsomme storm gik alle ned i kahytten for at spise og tale sammen, mens FLORA på må og få kastes rundt i bølgerne. Det nytter ikke at kæmpe imod længere, var de enige om. Hvorfor plage sig selv mere, når der alligevel ikke var nogen redning. De sad sammen i kahytten og så døden i øjnene. Således beskriver Morten Seier situationen: “Kaptajnen, en frimodig og dygtig mand, udtalte: “Ja, det ser ud, som vi skal få en ende med denne jul.“
Just som vi alle var nede, fik vi en brodsø over, så det knagede i hele skibet, og som sikkert ville have taget hver eneste mand, hvis vi havde været på dækket. Vi blev alle kastet over mod læ side af kahytten og troede, vi gik under. Vi løftede en lem i kahytsgulvet for at se, om skibet ville synke, men det holdt endnu tæt. Da vi derefter kom op på dækket, viste det sig, at den brodsø havde taget lønningen og skanseklædningen fra ankeret på boven til hækken agter samt syv støtter og knust skylight m.m. og ryddet hele dækket.

Det stod klart for besætningen, at skibet næppe kunne klare en brodsø til af samme størrelse. Hækken kunne let brække, og så var undergangen vis. For få øjeblikke siden havde de siddet samlet under dæk og været enige om, at de lige så godt kunne opgive kampen.
Men overlevelsesdriften er stærkere end fornuften. Styrmand Seier foreslog nu, at de gik i gang med at kaste lasten af kul overbord for at lette agterskibet. Ingen tøvede. Der blev hugget hul i kahytsskottet og alle knoklede løs som besatte. De 40 tons skulle bæres overbord, hvor der var is, kulde og orkanens styrtsøer. Det var syv tons til hver. De gjorde det på en nat. Bagefter var de så udkørte, at de lagde sig til at sove ovenpå resten af kullene. Her er udtrykket “dødelig udmattelse“ virkelig på sin plads.

Den næste morgen kl. 4, den 24. december, var stormen i aftagende. Prøvelserne havde stået på i 14 døgn, men faren var langt fra drevet over. FLORAs position var naturligvis usikker, da den havde været vanskelig at bestemme undervejs, men man skønnede, at skibet var drevet i retning af Orkneyøerne, ja, måske var ret tæt på.
Den nye fare, de stod overfor, var at blive knust mod Orkneyøernes klippekyst. Nu gik de i gang med at sjækle kædestykker sammen til det ene anker, de havde tilbage. Mens de var i gang med dette arbejde, var der en af dem, der pludselig fik øje på et blus fra en hollandsk fiskerkutter. Den var også drevet ud af kurs og kom nu lige ned mod FLORA. Fiskerbåden lagde bak tæt luvart til vraget af skonnerten og satte sin båd med fire mand i søen.
Det lykkedes alle seks søfolk på FLORA - eller det der var tilbage af hende - at komme ombord i båden, som nu tungt lastet kæmpede sig tilbage til fiskerkutteren. I den høje søgang var der stor fare for, at båden skulle knuses mod kutteren. Det blev den også, men først da alle var reddet ombord. Nu var de skibbrudne i relativ sikkerhed. Fiskerkutteren havde ikke lidt nævneværdig overlast, men stormen var stadig så stærk, at der gik yderligere 18 dage, før den kunne gå i havn.

I 33 dage havde Marstal-søfolkene været i elementernes vold, men de havde overlevet i kraft af FLORAS kvaliteter og deres egne evner og udholdenhed. FLORAs besætning kom ikke hjem til jul. Men de kom hjem!